Mungo Park

At rejse er … forbandet besværligt
I henholdsvis 1795 og 1805 rejser den engelske læge – med speciale i botanik – Mungo Park til Vestafrika for om muligt at kortlægge og – især – at finde udløbet af Nigeren; den enorme, sagnopspundne vestafrikanske flod. Det langsigtede mål er (naturligvis), at europæerne generelt og briterne især skal få mulighed for at øge mulighederne for handel og handelstransporter i Afrika. Og kan man sejle ad de store og vidtforgrenede afrikanske floder, er meget vundet: Dels letter det transporten (at rejse til fods eller til hest/æsel gennem landskabet er både hårdt, farefuldt og næsten umuligt med oppakning), dels er det sikrere – Afrika består på det tidspunkt af myriader af stammer, landsbyer og kongedømmer; nogle har aldrig set hvide mænd, nogle frygter/afskyr den hvide mand, nogle kræver enorme afgifter i form af perler, rav, guld, våben, tæpper, heste etc. for at lade karavaner passere igennem deres land, og mange af disse små og store samfund er i øvrigt krigeriske, eventuelt af den kannibalistiske art! At rejse ad flodvejen vil lette transporten af handelsvarer enormt, idet det ikke vil kræve bærere og pakdyr i samme omfang. Man vil således – hvis fremfærden foregår medstrøms – alt andet lige kunne bevæge sig fremad uden de store anstrengelser.

At rejse er … en skidegod historie
Mungo Parks to rejser – den anden skyldes, at han på den første må vende om med uforrettet sag (alene, udplyndret, udmarvet, sulten, bange og med døden som den mest sandsynlige endestation, havde han valgt at fortsætte) – foranstaltes af The African Association; et privat engelsk foretagende med ekspansion af engelske handelsmuligheder for øje. De to rejser – og de to dagbogsberetninger, de hver især har affødt – adskiller sig på flere interessante og tankevækkende råder fra hinanden. Fra den første rejse vender Mungo hjem til England som nationalhelt, og han bruger efterfølgende lang tid på at renskrive sine notater fra rejsen. Disse udkommer, i flere oplag, i øvrigt, i bogform og bliver en gedigen bestseller: – Afrika, det store mørke kontinent der i rigelige mængder forsyner bl.a. europæerne med slaver (og andre eksotiske varer såsom guld, diamanter og levende og døde vilde dyr etc.), kendes af få og har været besøgt af endnu færre. For eksempel var ”rygtet” om floden Nigeren stærkt – men ingen hvid mand havde set floden, endsige sejlet på den. Så mørkt var Afrika for tohundrede år siden!

Første rejse
Mungo har naturligvis efter denne første rejse haft rig lejlighed til at renskrive, pudse af og tilrettelægge teksten, som han nu synes den burde fremlægges – og fremstå. Alt i alt er teksten, skrevet i dagbogsform, kendetegnet ved ganske få virkelige følelsesudbrud. På trods af, at det tydeligt fremgår, hvor mange og enorme trængsler og pinsler Mungo må lide under (han rejser stort set alene på denne lange tur), er det sjældent – ja, forbavsende og forbløffende sjældent – at han skriver, at han er bange, ked af det, skræmt, sorgfuld, har hjemve eller frygter for sit liv. Heller ikke de mange og lange sulteperioder, den ulidelige varme, tørsten, de vanvittige dagsmarcher, udplyndringerne, truslerne fra de vilde sorte og det lange og kummerlige fangeophold hos de frygtede og, lyder det til, grusomme maurere skildres på nogen særlig malerisk, ekspressiv eller følelsesladet måde. Tværtimod må man undres over, at der ikke er flere følelser, tanker, fornemmelser, mareridt og lignende fra Mungos side. Føler han intet af dette? Eller passer det ikke ind i hans værk? Eller har han glemt frygten, smerten, angsten og hjemveen, da han på tryg afstand og i magelige og komfortable rammer sidder og forfatter bogen om sine oplevelser. Og hvorfor vendte han egentlig om (hvad han også af nogle af sine samtidige blev kritiseret for)? Han var nået hundreder af miles ind i Afrika – men pludselig blev det åbenbart for meget for ham (ikke at jeg ikke forstår ham: udplyndret og udtærret: Hvem har lyst til at fortsætte?). Var det sit liv, sin elskede i England, berømmelsen eller simpelthen fysisk og mental nedslidning, der fik ham til at vende om? I øvrigt er denne Parks retræte skildret kortfattet og uden antydning af nævneværdige strabadser – kan det nu passe? Eller var flugten, opgivelsen, nederlaget, afmagten og hjemveen bare ikke lige så interessant at skrive om?

Slaver – traditioner og tragedier
Mungo fremstår ikke som udpræget racistisk i sit syn på negrene – men heller ikke som udpræget antiracist! Han synes at være af den mening, at slavehandlen simpelthen er noget, der er, noget som alle parter må acceptere, tage til efterretning og indrette sig efter. Hans beskrivelser af handlen med og brugen af slaver i selve Afrika er interessant – ikke mindst som et dokument over en grusom del af den hvide mands historie. Det lader til, at de mange forskellige afrikanske lande og stammer også – igennem århundreder? årtusinder? – selv har gjort det til en udbredt praksis at indfange, bruge og handle med slaver. Mungo beskriver udførligt, hvordan slavehandlen og -brugen hos de indfødte foregår efter sindrige systemer og retningslinjer. Yderst interessant. Også slaverne beskrives, som om de ofte affinder sig med deres rolle – deres lod i tilværelsen. Deres sorg og smerte er i hvert fald stort set fraværende i teksten (og i virkeligheden? Næppe.) – dog med visse markante undtagelser. Enkelte gange hører vi om slavernes sorg, depression, melankoli, afmagt, vrede og flugtforsøg. Især Mungos beskrivelse af hans (første) tur hjem fra Afrika med et slaveskib er gribende – her beskrives det, hvorledes slaverne sidder nede i skibets lastrum og går fysisk, psykisk og kollektivt til i apati, fysisk elendighed, sygdom og regulære depressioner. Først da skibets besætning én efter én bukker under for sygdomme, tillades nogle af slaverne, efter forslag fra Mungo, at komme op på dækket og hjælpe til.

Et nyt forsøg
Mungos anden ekspedition til Afrika i 1805 har samme formål som den første – at lokalisere og kortlægge Nigeren samt finde flodens udløb (hvor europæiske skibe efterfølgende vil kunne trænge dybt ind i det afrikanske kontinent). Endvidere får Mungo til at opgave at gøre så mange optegnelser som muligt undervejs mht. befolkninger, terræn, ressourcer (handel! penge!), farer, kritiske omstændigheder, problematiske forhold osv. Denne ekspedition i 1805 sættes i værk dels fordi Mungos første tur ikke fandt Nigerens udløb, dels fordi andre opdagelsesrejsende heller ikke har haft succes med dette. Mungo melder sig til tjeneste igen – han keder sig i bravt som praktiserende læge.

Rejsen forberedes grundigt og både soldater (cirka 50), lokale bærere, tolke, tømrere, pakdyr, proviant osv. medtages. Det er meningen, at de skal vandre i karavane, indtil de når Nigeren, hvor de skal bygge et skib, som de så skal sejle – medstrøms – på resten af vejen. Om alt går vel (hvad det, kan det allerede afsløres her, ikke gør), vil de på den måde ved blot at følge hydrofysikkens love på et tidspunkt nå frem til Nigerens udløb.

At rejse … er at dø
Men hurtigt melder problemerne sig: De rejser i regntiden og regnen vælter ned. Og med regnen, vandet, fugten følger flere elendigheder. Sygdomme invaderer den store karavane: Dysenteri og formentlig malaria (som ikke nævnes ved navn) gør folkene svage, afkræftede, opgivende og modløse – og besværliggør, sinker og modarbejder ekspeditionens fremfærd. Mændene dør simpelthen én efter én. Afkræftede og døende må de efterlades i landsbyer, langs stierne og under træernes minimale beskyttelse. Flere af de syge nægter at gå videre og lægger sig simpelthen – kan ikke mere, vil ikke mere. Mungo efterlader til tider proviant til disse syge – og nogle gange til de lokale, som bliver bedt om at se efter og pleje de syge – og senere, hvis det skulle blive muligt, bringe dem frem til Mungos karavane (eller til nærmeste havneby).

Mungos dagbogsnotater fra denne anden rejse er ofte korte, og som dagene går – og problemerne eskalerer – er der mere og mere tale om, at han kun finder plads til at skrive, ultrakort, om sygdomstilfælde blandt deltagerne – samt om hans egen miserable, men stabile, tilstand. Også pakæslerne bukker under for anstrengelserne – og tyve gør bestandigt indhug i deres proviant, i deres dyr, i deres værdier osv. Strabadserne er ubeskrivelige: igennem floder, igennem jungle, ulve, løver, fjendtlige negere, op og ned ad skrænter, feber, rådnende mad, lange dagsmarcher, modløshed, folk der nægter at gå, folk der ikke kan gå, pakdyr, der segner, karavanemedlemmer der må begraves, lokale som er genstridige at handle med. Ofte må Park selv – sådan skriver han – selv klare alting: Han overlader sin hest til syge, han trækker æsler, han bekriger røvere, han omorganiserer, han forhandler – ofte plaget af feber, afkræftelse, manglende søvn og ikke mindst: regn, regn og atter regn. Ofte må de alle sove på den bare jord, mens regnen vælter ubønhørligt ned over dem.

Endelig! Nigeren!
Langt om længe når karavanen målet for deres vanvittige færd: Nigeren! Næsten hele karavanen er omkommet: Tilbage er kun en tømmer, 4-5 soldater, et par øvrige ekspeditionsdeltagere og Mungo selv (P.S. Havde det været fiktion, ville jeg have fundet det både utroværdigt og irriterende, at lige netop vores helt og protagonist Mungo Park overlever så længe. Men dette er ikke fiktion, og det gør han altså!). Med besvær får de flikket en ”kano” – 40 fod lang, 6 fod bred og med sejl (den vurderes til at kunne rumme 100 mand) – sammen og påbegynder deres sejlads ned ad Nigeren (øst, sydøst, syd). Men turen på floden bliver kort. Efter få dages sejlads afmønstrer Mungos sidste tolk, og dette bliver måske fatalt. Bestandigt må den resterende, stærkt amputerede, ekspedition se båden angrebet af indfødte i kanoer og fra flodbredden.

Mungos endeligt – historiens begyndelse
I slutningen af året 1805 går det galt. Det følgende scenarium er beskrevet på 2. og 3. hånd: Mungo og en anden hvid mand (tømreren? en soldat?) må, da båden under et voldsomt angreb fra indfødte beskydes ubarmhjertigt og ubønhørligt med pile, spyd og sten, springe i floden, Nigeren, hvor de drukner. Kun en slave overlever, tages til fange, frigives siden og kan siden hen fortælle beretningen om Mungos endeligt til den tidligere afmønstrede tolk (der opsøger slaven). Fem år senere kan en engelsk udsending (”rygterne” om Mungos død er nået til England – men er de sande?) opsøge denne tolk og få historien om Mr. Mungo Parks endeligt fortalt.

Man føler tristhed over, at Park efter så umådelige strabadser og et sådant heltemod og gå-på-mod må dø på floden; den flod, han søgte – og fandt. Om det er sandheden om hans skæbne, vil vi aldrig få at vide. Vi har kun den overlevende slaves ord for, at det var sådan det skete. Lige før Mungo og hans stærkt reducerede følge sejlede af sted på Nigeren, overlod han sine dagbogsoptegnelser til en person (indfødt? hvid?), som fik disse bragt videre til England. Det er således uredigerede dagbogsnoter, vi læser, om end de naturligvis, som alle dagbogsnoter, er skrevet retrospektivt, dvs. om aftenen (eller den følgende dag) efter en dags oplevelser – og derfor allerede har været igennem en filtrerende, reflekterende, sorterende bevidsthed. Men da Mungo på denne sin anden rejse til Afrika ofte er både febersyg, afkræftet, træt, sulten og drivvåd, så er redigeringen formentlig hverken særlig kritisk og eller særlig udspekuleret.

At Mungo således – efter at vi har fulgt ham trofast igennem tykt og tyndt over 700 sider – ”lige pludselig” dør (som vi vel alle, i en eller anden forstand gør) kommer både abrupt, uventet” og uønsket. Man er påvirket af fiktionens lovmæssigheder – man glemmer, at dette er virkelighed… en mand dør faktisk! Man ønsker en ”ordentlig” afrunding på rejsen. Man savner nogle sidste ord fra Mungo – det er jo hans ord, vi har hørt igennem stort set hele bogen. Man længes efter en konklusion, en opsummering, en pointe, et perspektiv, en morale. Men dette er ikke fiktion – og døden kommer brutalt til os – uskøn, forfærdelig, skræmmende.

Mungo må være død skrækslagen – ellers forlader en kaptajn ikke sin skude og springer i en enorm, voldsom og fremmed flod i den afrikanske jungle. Mungo Park er en fantastisk bog – og et unikt indblik i en tid, et kontinent, en mand.