Sondrup-trilogien

Da Gud kom til Hundslund

I begyndelsen var der noget. Men hvad? Sådan begynder første del i Henning Mortensens Næb og klør første del af hans Sondrup-trilogi. Tonen er slået an og undervejs skifter bogen mellem det højstemte og det banalt dagligdags omkring Ludwig Kaas Larsen ynkelige slankekure. Det er en bog, hvor krimiintrigen mest fungerer som et alibi for at fortælle en anden historie, der knytter an til det mytiske, der i Mortensens verden er nært knyttet til humoren.

Handlingen i Næb og klør udspiller sig i de små ofte oversete provinssamfund. Denne gang er det egnen omkring Sondrup i nærheden af Horsens, der får liv gennem en række mærkværdige personer.

Veloplagt humor

Fra første side forføres læseren ind i dette univers i kraft af den sproglige veloplagthed tilsat en masse humor og fortælleglæde. Der nu og da afbrydes af forfatteren, der bryder ind og kommenterer sin egen fortælling. Bogens handling er som sagt bygget op om et kriminalistisk plot. Selvom det hurtigt bliver klart, at Henning Mortensens univers er mere rummeligt end et traditionelt naturalistisk krimi-univers. Således svæver en af bogens hovedpersoner Rene Munkholm bogstaveligt talt som en engel mellem liv og død, himmel og jord efter det overfald i skoven, der sætter bogen i gang.

Udløsning

Vi føres ind i et tilsyneladende trivielt landsbymiljø, hvor alt ikke er, som det plejer at være. Vi møder en række mere eller mindre mærkelige personligheder som arkitekten Rene Munkholm, Den sorte Seneca (Nuri Ibn Ali, der beskrives som fremmed fugl), opdageren Bente Møller, der siden sin barndom har interesseret sig for detektiver og den slags, Ludwig Kaas Larsen, der gennem hele bogen forsøger at tabe sig, men med en rygrad som en søpølse, går det ikke ret godt. Vi møder tabertypen Benny og flygtningepigen Pava, men også den uhyggelige Immanuel Post samt den livbekræftende konditor-kunstner Johannes Kriegbaum Lind, og orglet som han aldrig er helt tilfreds med og tilføjer nye rør fremstillet af cykelpumper og materiale fra sanerede toiletter og badeværelser. På orglet komponerer han, og derudover laver han naturligvis kager, men hvilke kager: Det overdimensionerede lem er stift som et økseskaft. Han bøjer sig frem og kanter det med besvær ud af bukserne og giver sig til at behandle det med sikker og øvet hånd. De osende fantasier hjælper saften ud, og snart sprøjter Johannes en deciliter sæd ned i en hvid plasticskål. Bagefter pisker han den let gullige sperm sammen med nogle æggehvider. Han har allerede i tankerne opfundet en ny sød kage. Konditoren Johannes er en af bogens og de små samfunds originaler, hvis store vitalitet får ham til at røre sin sæd op i sine lækre kager, der spises med stor appetit i byen. Johannes bliver billedet på alternativ kunstner, der udløser livskraft til de øvrige, dels i form af musikken dels i form af kagerne, der spises med stor appetit.

Danmark anno 2005

Gennem disse personer og deres indbyrdes relationer tegner Mortensen et indirekte portræt af Danmark omkring 2005. Næb og klør er således på én og samme tid en krimi og en samtidsroman. Men det er også mere end det, fordi kriminalplottet blot tjener som alibi for en anden og vigtigere historie, således kommer afsløringen af gerningsmanden tidligt og overraskende er det egentlig heller ikke. Bogens univers og de fantastiske elementer bryder med samtidsromanen og denne genres traditionelle realisme. At det er det store register, der trækkes ud vidner nogle overvejelser omkring sproget om, idet sproget sammenlignes med en gammel by, der er omgivet af regelmæssige gader og ensartede huse, hvor man let kan finde vej, hvis man behersker teknikken, de filosofiske problemer opstår ikke dér, men i den gamle del af byen og har formen: Jeg finder ikke ud.

Romanens samtidsdiagnose er til gengæld ikke god i den forstand, at det ikke står godt i landsbyen/Danmark, der er grebet af frygt i form af den tilsyneladende tilfældige dolkning i skoven. I videre forstand handler det om Danmark, som en del af vesten, der er ramt af frygt ikke mindst konkretiseret med 11. september 2001.

Tilværelsens grundvilkår

Det er en bog, der handler om den gamle verden og en ny. Den gamle er frygtens, og den ny er håbets verden. Det er en bog, der handler om døden: denne altopslugende nådesløse, allestedsnærværende løsgænger: døden! Tilværelsens grundvilkår. Bogen handler også om mødet mellem to kulturer bl.a. den bosniske Pavas og danske Bennys møde og forelskelse, og i videre forstand mellem islam og kristendom. I landsbyen orkestreres frygten af den intelligente Immanuel Post som den fundamentalistiske kristne (navnet betyder også ”Gud er med os” på hebræisk), der mener at alt er led i en større plan, hvorfor han ser det som et magtbud at overfalde dem, der står i vejen for denne større plan.

Ved at mikse disse genrer godt sammen har Mortensen fået skrevet en roman om frygten for døden, men også om et håb, der peger fremad. Det handler om et minisamfund, der går i stå fordi frygten rammer dem, hvilket i bogen helt konkret er den overfaldne arkitekt Rene Munkholm, der ligger i koma i et år.

Rebirth

Frygten lammer, det er overvindelsen af frygten, og forestillingen om at se tingene i fugleperspektiv, der rummer et håb. På den måde har Henning Mortensen skrevet en opbyggelig historie, der med sin gentagne hentydning til genfødsel i form af Rene, der vender tilbage som en blødere og sanseligere mand og konditor Johannes, komposition Rebirth, opus 1, der beskrives på følgende sansemættede facon: Så snart forlader Johannes sit på papir nedfældede partitur og udfolder sit geni som aldrig før, mens orglet fiser og hyler og knager som et spøgelsesskib i orkan, denne genfødsel får næsten karakter af noget endnu højere, det er, som om Gud har lagt øret til Hundslund for en stund, denne opvågnen er ophøjet til genopstandelse, en genopstandelse, en indian summers sjælevandring, der har mere end med selve Rene Munkholm at gøre, skønt hans tilfælde af alle bliver betragtet som et sandt under.
Der er i bogen en forbindelse til det sublime og det metafysiske, og hele historien synes at være en variation over den kristne grundfortælling om overvindelsen af frygten/djævlen og håbet, genfødslen og generobringen af troen på det gode etc. Et andet eksempel på dette finder man i slutningen, hvor Pava fortæller Benny, at hun vil tatoveres – han forestiller sig, at hun vil have en ålekrage på skulderen, men i stedet vil hun have en ørn, hvilket jo netop understreger, at selvom vi blot måtte være ålekrager, så kan vores ideal godt være den modige ørn. Verden er måske alligevel mere end tingenes tyranni. Eller som der står: Den gamle tid er forbi. Der kommer en ny tid. En happy end lurer, men derved bliver det (heldigvis) ikke – bogen ender med ordene og kort efter begynder vanskelighederne.

Afrunding

Bogen vinder ved den sproglige veloplagthed, de store temaer, som den tager op med et glimt i øjet, mens den lidt politiske korrekte slutning er lidt skuffende. Man savner en dybere analyse af Immanuel Post, der jo er ondskabens intelligente repræsentant, men netop Immanuel fremstilles ret overfladisk, og hans mest fascinerende karakteregenskab hans overbevisning, må vi gætte os til hvor kommer fra – men det er slemt at være fundamentalist kristen som islamisk – er vi ikke i tvivl om.

Fuglene spiller overalt den afgørende rolle i bogens symbolik dels i titlen, og dels i de tilbagevendende ildevarslende og forhadte ålekrager, der spiller en rolle rent konkret som de sorte fugle ulykkesfugle, men som også fungerer som billede på frygten for de fremmede, frygten for fremtiden. Dertil naturligvis også den kunstige fugl, der spreder skræk og rædsel. Men lige såvel som fuglene betegner frygten, er det også blandt fuglene at håbet lever. Håbet om at lære af fuglene hvorved verden måske kan reddes, hvis vi tør se til himlens fugle og låne deres perspektiv på verden, hvorved forskellene og kilderne til had og ondskab formindskes, mens menneskenes ligheder træder des tydeligere frem.