Konditor på det litterære parnas
Albert Dam er en lidt overset dansk digter med betydelige kvaliteter. Selvom hans mærkværdige skæbne fra bondesøn, universitetsstuderende, forfatter, konditor, og skrivende pensionist efterhånden er fortalt mange gange, læses han ikke meget. Havde Dam hørt til de unge døde, så havde vi kun haft et par værker fra hans hånd og næppe nok til, at han stadig ville være blevet husket eller læst for den sags skyld. Heldigvis fik han en mærkværdig skæbne og på utroligste vis skrev han faktisk nogle af sine vigtigste værker fra han var 75 til 90 år.
Nogen folkelig forfatter bliver Albert Dam nok aldrig, dertil skriver han for knudret og sært. Hans emner er desuden til tider ganske outrerede, således skrev han en udviklingshistorie, hvor menneskene nedstammede fra padderne – og i det hele taget er hans forhold til Darwin ikke problemløst – man kan sige, at han forholder sig meget frit til Darwins lære.
Nu skal det hverken handle om Darwin eller Dam som evolutionsteoretiker. Dam er poet og fortæller, og det er i den sammenhæng, at han er interessant. Det følgende handler om teksten Alrune fra Syv Skilderier, der udkom i 1962, og som vel nok blev en af Dams største litterære succeser. Bogen skaffede den 82-årige tidligere konditor i Kjellerup plads på det danske litterære parnas.
Alrune er en myte eller en poetisk lignelse om mennesket. Hovedpersonen er en Alrune-rod, der vel kan minde lidt om en gulerod. Alrune fødes i nattemørket som et produkt af en nyligt henrettet røvers sæd. Hendes tilværelse skylder hun jomfru Pura, der finder hende, og gør hende til et menneske. Dam henter i øvrigt en masse stof til skilderiet fra sin grundige viden om traditionel folketro, når det drejer sig om Alrune-roden, og når det drejer sig om den betydning tidligere tider tillagde nattens tåger osv.
Alrune har desuden undertitlen et renæssanceskilderi og indgår som den tredje fortælling i den kronologisk opdelte Syv skilderier. Således danner renæssancens verden baggrund, hvor man også fornemmer Dams historiske viden som et væsentligt element, således spiller feudalsamfundets overgang til den moderne kapitalisme en rolle i skilderiet. Ikke desto mindre er Alrune ikke nogen traditionel historisk fortælling. Alrune er en poetisk lignelse eller en myte om mennesket, hvor Dam skriver om forhold, som kan kaldes mytiske eller overhistoriske. Dams form er poesiens og hans formsprog ligger noget udover den naturalistiske historiske fortælling og afdækker derved nogle lag, som den naturalistiske fortælling har svært ved at få fat på.
Ånd vs. materie
Det er som nævnt historien om en Alrune-rod, der bliver levende og udvikler sig til et menneske. Alrune viser sig at have flere egenskaber bl.a. viser det sig, at hun tiltrækker velstand, hvor hun end befinder sig, og derfor bliver hun snart eftertragtet blandt forretningsmænd, fyrster og vismænd, der ønsker velstand, penge og magt.
I begyndelsen fungerer Alrune nærmest som hoffets virksomme ånd, som der står et sted. Hun tilfører ny inspiration. Ikke desto mindre ender det hver gang med, at Alrune bryder op, fordi hun skuffes over hendes partnere, hvad enten det nu er forretningsmænd, fyrster eller vise, fordi de alle i takt med succes og velstand forblændes af magtsyge og materialisme. Ånden, inspirationen eller kærligheden, hvad vi nu kan kalde det, forjages og perverteres, og Alrune må drage videre, og velstanden forsvinder og forretningerne synker i grus.
Det særlige ved Alrune er, at hun har en iboende længsel eller stræben efter retfærdighed. I øvrigt en tanke som Dam har udfoldet yderligere i essaysamlingen Vesteuropæers bekendelser.
I denne stræben eller higen, som Dam også af og til kalder den, er helt centralt. I Alrune optræder denne higen stærkest og mest rent hos Alrune, mens dens perverterede modstykke findes hos røveren, der ganske vist taler om at rejse retfærdighedens rige på jorden, men som selv henrettes for en lang række grusomheder. Denne stræben slumrer imidlertid hos en adnen af skilderiets centrale personer: stadsskriveren Innocent, der medvirker til henrettelsen af røveren. Vi hører i den forbindelse, at Innocent tidligere havde skyet drab og henrettelser, men nu ifølge sin stilling må repræsentere ved eksekutionen. Innocent er således eksemplet på, hvordan han i takt med sit borgerlige avancement har tabt troen på sin ungdoms idealer eler i hvert fald glemt dem. Efter henrettelsen rammes han af et slagtilfælde og røverens sidste ord om at rejse retfærdighedens rige på jorden vågner i ham, og på selve dødslejet udtrykker Innocent sit gamle for længst glemte ideal, det som han gennem sin borgerlige embedsmandstilværelse har svigtet.
Om den grusomme røver står der: i sin ungdom higede han mod at alle mennesker skulle stræbe mod de højeste mål, han havde fundet de styrendes bedrageriske egenkærlighed uden noget mål, og de små havde affundet sig med overgreb blot de måtte have deres egne småsnyderier i fred. Han havde fundet lav stræben uden noget ideal, kun omsorg for dikkedarer og kunstige fornødenheder, så han var draget ud for at rejse retfærdighedens rige på jorden. I lighed med stadsskriveren havde også røveren et ideal, men han har ikke evnet at realisere idealet, og det er i stedet blevet til grusomhed og ønsket om retfærdighed et postulat.
Alrune besidder også den iboende stræben efter retfærdighed, efter et ideal, og denne stræben stammer jo fra røveren, der jo i en vis forstand er hendes far. Alrune er imidlertid den eneste af de tre, der gennem hele fortællingen fastholder sin høje stræben og sit ideal, i modsætning til de to rigtige mennesker, hvor trangen til at rejse retfærdighedens rige er hhv. perverteret og henslumret. Alrunes høje stræben gør hende i stand til at se igennem den lave stræben, der medfører grådighed, magtsyge, egenkærlighed og materialisme, der styrer hendes nærmeste omgivelser.
Alrune repræsenterer den reneste stræben, og i en eller anden forstand fungerer hun i skilderiet som en slags Jesus-figur, der her ganske humoristisk er et levendegjort gulerodslignende væsen af hunkøn, men kender dette besynderlige væsen meningen med tilværelsen, kan Alrune frelse verden?
Mod slutningen har hun forsaget rigdommen og magten og er endt blandt de fattige. I de dukkede hytter og lave længers vintermørke svulmede Alrune på ny indeni sig. Her oplever hun én tilstand, hvor hun fornemmer en umiddelbarhed, en følelse af mening, som konsekvens af hendes arbejde for de fattige og syge. I arbejdet med jorden og landsbyens syge viser hun for alvor sine evner. Markarbejdet krones af høsten, der for hendes opleves som selve livets blomstring.
Den lykkelige tilstand ledsages dog også af en ulykkelig bevidsthed om hendes snarlige og nådesløse udtørring.
I de lykkeligste øjeblikke fornemmer Alrune en trang eller en stræben i de fattige, der ligger ud over simpel egennytte, og i hende tændes håbet om at forbedrede kår for de fattige vil skabe selvstændige og uafhængige mennesker. Det modsatte sker imidlertid, idet den øgede velstand fører til ødselhed og ønsker om såkaldte kunstige fornødenheder, som de kaldes i teksten.
Efter denne sidste og ultimative går hun trodsigt mod solen for at dø. Længslen slukkes for den golde Alrune i døden, og historien ender i den forstand tragisk.
Alrune er en historie om, at den gode vilje og den rene stræben er en illusion. Det vil sige, at de eksisterer som ideer, men i praksis kræver de overmenneskelig styrke at gennemføre dem. Den besidder Alrune, men hun er jo også netop overmenneskelig. Blandt menneskene fortrænges den rene stræben og ånden fortrænges og materialismen og magtsygen bliver det tilsyneladende uundgåelige resultat. Og i den forstand bakkes Dam op af erfaringer fra verdenshistorien, og samlingen Syv skilderier er helt tydeligt tænkt som en mytisk verdenshistorie.
Alrune er i den forstand en tragisk fortælling. Alrune er et pust af idealisme og renhed, og i modsætning til skilderiets øvrige karakterer, så bevarer hun sin renhed, men hun er bare en alrune-rod og dermed gold. Hun kan ikke sætte nye spirer, hendes projekt er ensomt og tragisk.
Fremskridtsoptimisme?
Alrunes evner og stræben efter den højere retfærdighed henter sin kraft fra mørket. Samme afsporede stræben fandt vi jo netop også hos en anden af mørkets mænd – nemlig hendes far – røveren, mens den slumrer dybt hos kirkens mand Innocent, fordi denne jo er gået i samfundets tjeneste, og dermed har undertrykt sin ungdoms idealisme.
I nattemørket henter Alrune fugt og svale. Og det kan man måske læse det sådan, at Alrune henter inspiration og livskraft fra natten og det dunkle. Dette forehavende denne indsigt eller måske rettere kontakt med den højere stræben, som Alrune opnår, er imidlertid ikke nogen ufarlig proces, således dør hendes fostermoder Jomfru Pura, da hun søger svale og kraft i mørket. Hos røveren forvandles denne stræben efter retfærdighed til grusomhed – som revolutionen, der åd sine egne børn.
For Alrunes vedkommende, så kan hendes indsigt nok bringes i anvendelse, men den lader sig ikke forplante, og i den forstand er der heller ingen fremskridtsoptimisme af finde i renæssance-skilderiet, hvilket måske kan virke paradoksalt, da den vestligste kulturs fundament traditionelt er blevet knyttet nært sammen med kulturens opblomstring i renæssancen. Igen er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om faktisk historieskrivning, der er tale om en myte, og som i den forstand stadig er højaktuel, fordi den stiller det fundamentale spørgsmål – hvad er det mennesket kan og skal i tilværelsen.
Meget tyder dog på, at Dams optimisme på menneskehedens vegne i Alrune kan ligge på et lille sted, fordi disse særlige indsigtsfulde mennesker kun formår at flytte lidt og sidste ende alligevel ikke rigtig noget.
Metafysikeren Dam
Et andet interessant aspekt i Alrune-teksten er den omtalte iboende trang eller stræben, der omtales og som er et markant tema i hele Dams forfatterskab, nemlig forestillingen om, at der må være en mening med livet. Og netop dette ultimative tema kan på mange måder siges at være en af ambitionerne i Dams forfatterskab. Der er naturligvis tale om et metafysisk aspekt, når Dam taler om en indre stræben eller higen. Dams indsats består i gennem sine poetiske lignelser at indkredse, hvad denne higen er. At den er, er for Dam indlysende såvel fysisk som metafysisk realitet, for det er en higen, en stræben efter at realisere vores potentiale som mennesker. Det kan der åbenlyst være mange forskellige bud på, hvad kunne være, men alle mennesker stræber efter en mening med deres tilværelse. Det er denne stræben, som han beskriver i skilderiet om Alrune, og som kunne være at rejse retfærdighedens rige på jord. Det er sket mange gange gennem historien, at nogen ud fra de bedste hensigter har forsøgt det, men i reglen er det slået fejl og ofte er det endt i sin modsætning. Alrune formår heller ikke at fastholde denne tilstand, der i yderste konsekvens kan betegnes som en slags paradistilstand, og hver gang afløses selvopofrelsen af egennytte og magtsyge. I den henseende er Dam dybt skeptisk.
Dams forestillinger om personer, der som Alrune eller røveren har en indsigt, der rækker ud over det egennyttige, kan i høj grad minde om Friedrich Nietzsches forestillinger om overmennesket. Netop Nietzsche er en af de filosoffer som Dam selv har nævnt havde stor betydning for ham.
Alrune-skilderiet handler om den evige konflikt mellem idealitet og realitet, mellem ånd og materie. I Alrune er disse begreber tæt forbundne og må forstås som to sider af samme sag. Afstanden mellem fx solidaritet og magtsyge er hårfin, og fordi mennesker i modsætning til den golde og rene Alrune ikke altid kan skelne mellem godt og ondt – vil det gå galt.
Skilderiet om Alrune er således et skilderi, der ender i resignationen. Der er ikke noget håb. Det er en illusionsløs skildring af en indretning i mennesket. Blandt menneskene bor måske nogle rene sjæle – en tanke der kunne minde om Nietzsche, dvs. en slags overmennesker, der formidler kontakten mellem mørket og lyset. Hos Albert Dam og i Alrune er spørgsmålet dog om disse overmennesker kan frelse verden – kigger vi på Alrune, så er hun jo trods sin renhed gold en tragisk figur. Alrune er helt klart en afvisning af Nietzsches overmennesketanken fx i Således talte Zarathustra, som den sene Nietzsche også selv forlod.
Menneskeånden, der ligger bag al succes, men som let forvandles til magtsyge og egenkærlighed. Det er ligeledes en fortælling om, hvordan kontakten mellem lyset og mørket spiller en rolle, at selv guldet visner i solen, at mørket og skyggen også er en uadskillelig del af helheden, og at når vi blot vil se lys og have lys (og succes) – så havner vi i ufriheden og gold materialisme. Det er et skilderi med nietzscheanske undertoner med et klart skær af tvivl. Mennesket magter ikke opgaven.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar