Mungo Park

At rejse er … forbandet besværligt
I henholdsvis 1795 og 1805 rejser den engelske læge – med speciale i botanik – Mungo Park til Vestafrika for om muligt at kortlægge og – især – at finde udløbet af Nigeren; den enorme, sagnopspundne vestafrikanske flod. Det langsigtede mål er (naturligvis), at europæerne generelt og briterne især skal få mulighed for at øge mulighederne for handel og handelstransporter i Afrika. Og kan man sejle ad de store og vidtforgrenede afrikanske floder, er meget vundet: Dels letter det transporten (at rejse til fods eller til hest/æsel gennem landskabet er både hårdt, farefuldt og næsten umuligt med oppakning), dels er det sikrere – Afrika består på det tidspunkt af myriader af stammer, landsbyer og kongedømmer; nogle har aldrig set hvide mænd, nogle frygter/afskyr den hvide mand, nogle kræver enorme afgifter i form af perler, rav, guld, våben, tæpper, heste etc. for at lade karavaner passere igennem deres land, og mange af disse små og store samfund er i øvrigt krigeriske, eventuelt af den kannibalistiske art! At rejse ad flodvejen vil lette transporten af handelsvarer enormt, idet det ikke vil kræve bærere og pakdyr i samme omfang. Man vil således – hvis fremfærden foregår medstrøms – alt andet lige kunne bevæge sig fremad uden de store anstrengelser.

At rejse er … en skidegod historie
Mungo Parks to rejser – den anden skyldes, at han på den første må vende om med uforrettet sag (alene, udplyndret, udmarvet, sulten, bange og med døden som den mest sandsynlige endestation, havde han valgt at fortsætte) – foranstaltes af The African Association; et privat engelsk foretagende med ekspansion af engelske handelsmuligheder for øje. De to rejser – og de to dagbogsberetninger, de hver især har affødt – adskiller sig på flere interessante og tankevækkende råder fra hinanden. Fra den første rejse vender Mungo hjem til England som nationalhelt, og han bruger efterfølgende lang tid på at renskrive sine notater fra rejsen. Disse udkommer, i flere oplag, i øvrigt, i bogform og bliver en gedigen bestseller: – Afrika, det store mørke kontinent der i rigelige mængder forsyner bl.a. europæerne med slaver (og andre eksotiske varer såsom guld, diamanter og levende og døde vilde dyr etc.), kendes af få og har været besøgt af endnu færre. For eksempel var ”rygtet” om floden Nigeren stærkt – men ingen hvid mand havde set floden, endsige sejlet på den. Så mørkt var Afrika for tohundrede år siden!

Første rejse
Mungo har naturligvis efter denne første rejse haft rig lejlighed til at renskrive, pudse af og tilrettelægge teksten, som han nu synes den burde fremlægges – og fremstå. Alt i alt er teksten, skrevet i dagbogsform, kendetegnet ved ganske få virkelige følelsesudbrud. På trods af, at det tydeligt fremgår, hvor mange og enorme trængsler og pinsler Mungo må lide under (han rejser stort set alene på denne lange tur), er det sjældent – ja, forbavsende og forbløffende sjældent – at han skriver, at han er bange, ked af det, skræmt, sorgfuld, har hjemve eller frygter for sit liv. Heller ikke de mange og lange sulteperioder, den ulidelige varme, tørsten, de vanvittige dagsmarcher, udplyndringerne, truslerne fra de vilde sorte og det lange og kummerlige fangeophold hos de frygtede og, lyder det til, grusomme maurere skildres på nogen særlig malerisk, ekspressiv eller følelsesladet måde. Tværtimod må man undres over, at der ikke er flere følelser, tanker, fornemmelser, mareridt og lignende fra Mungos side. Føler han intet af dette? Eller passer det ikke ind i hans værk? Eller har han glemt frygten, smerten, angsten og hjemveen, da han på tryg afstand og i magelige og komfortable rammer sidder og forfatter bogen om sine oplevelser. Og hvorfor vendte han egentlig om (hvad han også af nogle af sine samtidige blev kritiseret for)? Han var nået hundreder af miles ind i Afrika – men pludselig blev det åbenbart for meget for ham (ikke at jeg ikke forstår ham: udplyndret og udtærret: Hvem har lyst til at fortsætte?). Var det sit liv, sin elskede i England, berømmelsen eller simpelthen fysisk og mental nedslidning, der fik ham til at vende om? I øvrigt er denne Parks retræte skildret kortfattet og uden antydning af nævneværdige strabadser – kan det nu passe? Eller var flugten, opgivelsen, nederlaget, afmagten og hjemveen bare ikke lige så interessant at skrive om?

Slaver – traditioner og tragedier
Mungo fremstår ikke som udpræget racistisk i sit syn på negrene – men heller ikke som udpræget antiracist! Han synes at være af den mening, at slavehandlen simpelthen er noget, der er, noget som alle parter må acceptere, tage til efterretning og indrette sig efter. Hans beskrivelser af handlen med og brugen af slaver i selve Afrika er interessant – ikke mindst som et dokument over en grusom del af den hvide mands historie. Det lader til, at de mange forskellige afrikanske lande og stammer også – igennem århundreder? årtusinder? – selv har gjort det til en udbredt praksis at indfange, bruge og handle med slaver. Mungo beskriver udførligt, hvordan slavehandlen og -brugen hos de indfødte foregår efter sindrige systemer og retningslinjer. Yderst interessant. Også slaverne beskrives, som om de ofte affinder sig med deres rolle – deres lod i tilværelsen. Deres sorg og smerte er i hvert fald stort set fraværende i teksten (og i virkeligheden? Næppe.) – dog med visse markante undtagelser. Enkelte gange hører vi om slavernes sorg, depression, melankoli, afmagt, vrede og flugtforsøg. Især Mungos beskrivelse af hans (første) tur hjem fra Afrika med et slaveskib er gribende – her beskrives det, hvorledes slaverne sidder nede i skibets lastrum og går fysisk, psykisk og kollektivt til i apati, fysisk elendighed, sygdom og regulære depressioner. Først da skibets besætning én efter én bukker under for sygdomme, tillades nogle af slaverne, efter forslag fra Mungo, at komme op på dækket og hjælpe til.

Et nyt forsøg
Mungos anden ekspedition til Afrika i 1805 har samme formål som den første – at lokalisere og kortlægge Nigeren samt finde flodens udløb (hvor europæiske skibe efterfølgende vil kunne trænge dybt ind i det afrikanske kontinent). Endvidere får Mungo til at opgave at gøre så mange optegnelser som muligt undervejs mht. befolkninger, terræn, ressourcer (handel! penge!), farer, kritiske omstændigheder, problematiske forhold osv. Denne ekspedition i 1805 sættes i værk dels fordi Mungos første tur ikke fandt Nigerens udløb, dels fordi andre opdagelsesrejsende heller ikke har haft succes med dette. Mungo melder sig til tjeneste igen – han keder sig i bravt som praktiserende læge.

Rejsen forberedes grundigt og både soldater (cirka 50), lokale bærere, tolke, tømrere, pakdyr, proviant osv. medtages. Det er meningen, at de skal vandre i karavane, indtil de når Nigeren, hvor de skal bygge et skib, som de så skal sejle – medstrøms – på resten af vejen. Om alt går vel (hvad det, kan det allerede afsløres her, ikke gør), vil de på den måde ved blot at følge hydrofysikkens love på et tidspunkt nå frem til Nigerens udløb.

At rejse … er at dø
Men hurtigt melder problemerne sig: De rejser i regntiden og regnen vælter ned. Og med regnen, vandet, fugten følger flere elendigheder. Sygdomme invaderer den store karavane: Dysenteri og formentlig malaria (som ikke nævnes ved navn) gør folkene svage, afkræftede, opgivende og modløse – og besværliggør, sinker og modarbejder ekspeditionens fremfærd. Mændene dør simpelthen én efter én. Afkræftede og døende må de efterlades i landsbyer, langs stierne og under træernes minimale beskyttelse. Flere af de syge nægter at gå videre og lægger sig simpelthen – kan ikke mere, vil ikke mere. Mungo efterlader til tider proviant til disse syge – og nogle gange til de lokale, som bliver bedt om at se efter og pleje de syge – og senere, hvis det skulle blive muligt, bringe dem frem til Mungos karavane (eller til nærmeste havneby).

Mungos dagbogsnotater fra denne anden rejse er ofte korte, og som dagene går – og problemerne eskalerer – er der mere og mere tale om, at han kun finder plads til at skrive, ultrakort, om sygdomstilfælde blandt deltagerne – samt om hans egen miserable, men stabile, tilstand. Også pakæslerne bukker under for anstrengelserne – og tyve gør bestandigt indhug i deres proviant, i deres dyr, i deres værdier osv. Strabadserne er ubeskrivelige: igennem floder, igennem jungle, ulve, løver, fjendtlige negere, op og ned ad skrænter, feber, rådnende mad, lange dagsmarcher, modløshed, folk der nægter at gå, folk der ikke kan gå, pakdyr, der segner, karavanemedlemmer der må begraves, lokale som er genstridige at handle med. Ofte må Park selv – sådan skriver han – selv klare alting: Han overlader sin hest til syge, han trækker æsler, han bekriger røvere, han omorganiserer, han forhandler – ofte plaget af feber, afkræftelse, manglende søvn og ikke mindst: regn, regn og atter regn. Ofte må de alle sove på den bare jord, mens regnen vælter ubønhørligt ned over dem.

Endelig! Nigeren!
Langt om længe når karavanen målet for deres vanvittige færd: Nigeren! Næsten hele karavanen er omkommet: Tilbage er kun en tømmer, 4-5 soldater, et par øvrige ekspeditionsdeltagere og Mungo selv (P.S. Havde det været fiktion, ville jeg have fundet det både utroværdigt og irriterende, at lige netop vores helt og protagonist Mungo Park overlever så længe. Men dette er ikke fiktion, og det gør han altså!). Med besvær får de flikket en ”kano” – 40 fod lang, 6 fod bred og med sejl (den vurderes til at kunne rumme 100 mand) – sammen og påbegynder deres sejlads ned ad Nigeren (øst, sydøst, syd). Men turen på floden bliver kort. Efter få dages sejlads afmønstrer Mungos sidste tolk, og dette bliver måske fatalt. Bestandigt må den resterende, stærkt amputerede, ekspedition se båden angrebet af indfødte i kanoer og fra flodbredden.

Mungos endeligt – historiens begyndelse
I slutningen af året 1805 går det galt. Det følgende scenarium er beskrevet på 2. og 3. hånd: Mungo og en anden hvid mand (tømreren? en soldat?) må, da båden under et voldsomt angreb fra indfødte beskydes ubarmhjertigt og ubønhørligt med pile, spyd og sten, springe i floden, Nigeren, hvor de drukner. Kun en slave overlever, tages til fange, frigives siden og kan siden hen fortælle beretningen om Mungos endeligt til den tidligere afmønstrede tolk (der opsøger slaven). Fem år senere kan en engelsk udsending (”rygterne” om Mungos død er nået til England – men er de sande?) opsøge denne tolk og få historien om Mr. Mungo Parks endeligt fortalt.

Man føler tristhed over, at Park efter så umådelige strabadser og et sådant heltemod og gå-på-mod må dø på floden; den flod, han søgte – og fandt. Om det er sandheden om hans skæbne, vil vi aldrig få at vide. Vi har kun den overlevende slaves ord for, at det var sådan det skete. Lige før Mungo og hans stærkt reducerede følge sejlede af sted på Nigeren, overlod han sine dagbogsoptegnelser til en person (indfødt? hvid?), som fik disse bragt videre til England. Det er således uredigerede dagbogsnoter, vi læser, om end de naturligvis, som alle dagbogsnoter, er skrevet retrospektivt, dvs. om aftenen (eller den følgende dag) efter en dags oplevelser – og derfor allerede har været igennem en filtrerende, reflekterende, sorterende bevidsthed. Men da Mungo på denne sin anden rejse til Afrika ofte er både febersyg, afkræftet, træt, sulten og drivvåd, så er redigeringen formentlig hverken særlig kritisk og eller særlig udspekuleret.

At Mungo således – efter at vi har fulgt ham trofast igennem tykt og tyndt over 700 sider – ”lige pludselig” dør (som vi vel alle, i en eller anden forstand gør) kommer både abrupt, uventet” og uønsket. Man er påvirket af fiktionens lovmæssigheder – man glemmer, at dette er virkelighed… en mand dør faktisk! Man ønsker en ”ordentlig” afrunding på rejsen. Man savner nogle sidste ord fra Mungo – det er jo hans ord, vi har hørt igennem stort set hele bogen. Man længes efter en konklusion, en opsummering, en pointe, et perspektiv, en morale. Men dette er ikke fiktion – og døden kommer brutalt til os – uskøn, forfærdelig, skræmmende.

Mungo må være død skrækslagen – ellers forlader en kaptajn ikke sin skude og springer i en enorm, voldsom og fremmed flod i den afrikanske jungle. Mungo Park er en fantastisk bog – og et unikt indblik i en tid, et kontinent, en mand.

Albert Dam - Alrune

Konditor på det litterære parnas

Albert Dam er en lidt overset dansk digter med betydelige kvaliteter. Selvom hans mærkværdige skæbne fra bondesøn, universitetsstuderende, forfatter, konditor, og skrivende pensionist efterhånden er fortalt mange gange, læses han ikke meget. Havde Dam hørt til de unge døde, så havde vi kun haft et par værker fra hans hånd og næppe nok til, at han stadig ville være blevet husket eller læst for den sags skyld. Heldigvis fik han en mærkværdig skæbne og på utroligste vis skrev han faktisk nogle af sine vigtigste værker fra han var 75 til 90 år.

Nogen folkelig forfatter bliver Albert Dam nok aldrig, dertil skriver han for knudret og sært. Hans emner er desuden til tider ganske outrerede, således skrev han en udviklingshistorie, hvor menneskene nedstammede fra padderne – og i det hele taget er hans forhold til Darwin ikke problemløst – man kan sige, at han forholder sig meget frit til Darwins lære.

Nu skal det hverken handle om Darwin eller Dam som evolutionsteoretiker. Dam er poet og fortæller, og det er i den sammenhæng, at han er interessant. Det følgende handler om teksten Alrune fra Syv Skilderier, der udkom i 1962, og som vel nok blev en af Dams største litterære succeser. Bogen skaffede den 82-årige tidligere konditor i Kjellerup plads på det danske litterære parnas.

Det historiske og det mytiske
Alrune er en myte eller en poetisk lignelse om mennesket. Hovedpersonen er en Alrune-rod, der vel kan minde lidt om en gulerod. Alrune fødes i nattemørket som et produkt af en nyligt henrettet røvers sæd. Hendes tilværelse skylder hun jomfru Pura, der finder hende, og gør hende til et menneske. Dam henter i øvrigt en masse stof til skilderiet fra sin grundige viden om traditionel folketro, når det drejer sig om Alrune-roden, og når det drejer sig om den betydning tidligere tider tillagde nattens tåger osv.

Alrune har desuden undertitlen et renæssanceskilderi og indgår som den tredje fortælling i den kronologisk opdelte Syv skilderier. Således danner renæssancens verden baggrund, hvor man også fornemmer Dams historiske viden som et væsentligt element, således spiller feudalsamfundets overgang til den moderne kapitalisme en rolle i skilderiet. Ikke desto mindre er Alrune ikke nogen traditionel historisk fortælling. Alrune er en poetisk lignelse eller en myte om mennesket, hvor Dam skriver om forhold, som kan kaldes mytiske eller overhistoriske. Dams form er poesiens og hans formsprog ligger noget udover den naturalistiske historiske fortælling og afdækker derved nogle lag, som den naturalistiske fortælling har svært ved at få fat på.

Ånd vs. materie
Det er som nævnt historien om en Alrune-rod, der bliver levende og udvikler sig til et menneske. Alrune viser sig at have flere egenskaber bl.a. viser det sig, at hun tiltrækker velstand, hvor hun end befinder sig, og derfor bliver hun snart eftertragtet blandt forretningsmænd, fyrster og vismænd, der ønsker velstand, penge og magt.
I begyndelsen fungerer Alrune nærmest som hoffets virksomme ånd, som der står et sted. Hun tilfører ny inspiration. Ikke desto mindre ender det hver gang med, at Alrune bryder op, fordi hun skuffes over hendes partnere, hvad enten det nu er forretningsmænd, fyrster eller vise, fordi de alle i takt med succes og velstand forblændes af magtsyge og materialisme. Ånden, inspirationen eller kærligheden, hvad vi nu kan kalde det, forjages og perverteres, og Alrune må drage videre, og velstanden forsvinder og forretningerne synker i grus.
Det særlige ved Alrune er, at hun har en iboende længsel eller stræben efter retfærdighed. I øvrigt en tanke som Dam har udfoldet yderligere i essaysamlingen Vesteuropæers bekendelser.
I denne stræben eller higen, som Dam også af og til kalder den, er helt centralt. I Alrune optræder denne higen stærkest og mest rent hos Alrune, mens dens perverterede modstykke findes hos røveren, der ganske vist taler om at rejse retfærdighedens rige på jorden, men som selv henrettes for en lang række grusomheder. Denne stræben slumrer imidlertid hos en adnen af skilderiets centrale personer: stadsskriveren Innocent, der medvirker til henrettelsen af røveren. Vi hører i den forbindelse, at Innocent tidligere havde skyet drab og henrettelser, men nu ifølge sin stilling må repræsentere ved eksekutionen. Innocent er således eksemplet på, hvordan han i takt med sit borgerlige avancement har tabt troen på sin ungdoms idealer eler i hvert fald glemt dem. Efter henrettelsen rammes han af et slagtilfælde og røverens sidste ord om at rejse retfærdighedens rige på jorden vågner i ham, og på selve dødslejet udtrykker Innocent sit gamle for længst glemte ideal, det som han gennem sin borgerlige embedsmandstilværelse har svigtet.
Om den grusomme røver står der: i sin ungdom higede han mod at alle mennesker skulle stræbe mod de højeste mål, han havde fundet de styrendes bedrageriske egenkærlighed uden noget mål, og de små havde affundet sig med overgreb blot de måtte have deres egne småsnyderier i fred. Han havde fundet lav stræben uden noget ideal, kun omsorg for dikkedarer og kunstige fornødenheder, så han var draget ud for at rejse retfærdighedens rige på jorden. I lighed med stadsskriveren havde også røveren et ideal, men han har ikke evnet at realisere idealet, og det er i stedet blevet til grusomhed og ønsket om retfærdighed et postulat.
Alrune besidder også den iboende stræben efter retfærdighed, efter et ideal, og denne stræben stammer jo fra røveren, der jo i en vis forstand er hendes far. Alrune er imidlertid den eneste af de tre, der gennem hele fortællingen fastholder sin høje stræben og sit ideal, i modsætning til de to rigtige mennesker, hvor trangen til at rejse retfærdighedens rige er hhv. perverteret og henslumret. Alrunes høje stræben gør hende i stand til at se igennem den lave stræben, der medfører grådighed, magtsyge, egenkærlighed og materialisme, der styrer hendes nærmeste omgivelser.

Forløsning eller tragedie?
Alrune repræsenterer den reneste stræben, og i en eller anden forstand fungerer hun i skilderiet som en slags Jesus-figur, der her ganske humoristisk er et levendegjort gulerodslignende væsen af hunkøn, men kender dette besynderlige væsen meningen med tilværelsen, kan Alrune frelse verden?
Mod slutningen har hun forsaget rigdommen og magten og er endt blandt de fattige. I de dukkede hytter og lave længers vintermørke svulmede Alrune på ny indeni sig. Her oplever hun én tilstand, hvor hun fornemmer en umiddelbarhed, en følelse af mening, som konsekvens af hendes arbejde for de fattige og syge. I arbejdet med jorden og landsbyens syge viser hun for alvor sine evner. Markarbejdet krones af høsten, der for hendes opleves som selve livets blomstring.
Den lykkelige tilstand ledsages dog også af en ulykkelig bevidsthed om hendes snarlige og nådesløse udtørring.
I de lykkeligste øjeblikke fornemmer Alrune en trang eller en stræben i de fattige, der ligger ud over simpel egennytte, og i hende tændes håbet om at forbedrede kår for de fattige vil skabe selvstændige og uafhængige mennesker. Det modsatte sker imidlertid, idet den øgede velstand fører til ødselhed og ønsker om såkaldte kunstige fornødenheder, som de kaldes i teksten.
Efter denne sidste og ultimative går hun trodsigt mod solen for at dø. Længslen slukkes for den golde Alrune i døden, og historien ender i den forstand tragisk.
Alrune er en historie om, at den gode vilje og den rene stræben er en illusion. Det vil sige, at de eksisterer som ideer, men i praksis kræver de overmenneskelig styrke at gennemføre dem. Den besidder Alrune, men hun er jo også netop overmenneskelig. Blandt menneskene fortrænges den rene stræben og ånden fortrænges og materialismen og magtsygen bliver det tilsyneladende uundgåelige resultat. Og i den forstand bakkes Dam op af erfaringer fra verdenshistorien, og samlingen Syv skilderier er helt tydeligt tænkt som en mytisk verdenshistorie.
Alrune er i den forstand en tragisk fortælling. Alrune er et pust af idealisme og renhed, og i modsætning til skilderiets øvrige karakterer, så bevarer hun sin renhed, men hun er bare en alrune-rod og dermed gold. Hun kan ikke sætte nye spirer, hendes projekt er ensomt og tragisk.

Fremskridtsoptimisme?
Alrunes evner og stræben efter den højere retfærdighed henter sin kraft fra mørket. Samme afsporede stræben fandt vi jo netop også hos en anden af mørkets mænd – nemlig hendes far – røveren, mens den slumrer dybt hos kirkens mand Innocent, fordi denne jo er gået i samfundets tjeneste, og dermed har undertrykt sin ungdoms idealisme.
I nattemørket henter Alrune fugt og svale. Og det kan man måske læse det sådan, at Alrune henter inspiration og livskraft fra natten og det dunkle. Dette forehavende denne indsigt eller måske rettere kontakt med den højere stræben, som Alrune opnår, er imidlertid ikke nogen ufarlig proces, således dør hendes fostermoder Jomfru Pura, da hun søger svale og kraft i mørket. Hos røveren forvandles denne stræben efter retfærdighed til grusomhed – som revolutionen, der åd sine egne børn.
For Alrunes vedkommende, så kan hendes indsigt nok bringes i anvendelse, men den lader sig ikke forplante, og i den forstand er der heller ingen fremskridtsoptimisme af finde i renæssance-skilderiet, hvilket måske kan virke paradoksalt, da den vestligste kulturs fundament traditionelt er blevet knyttet nært sammen med kulturens opblomstring i renæssancen. Igen er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om faktisk historieskrivning, der er tale om en myte, og som i den forstand stadig er højaktuel, fordi den stiller det fundamentale spørgsmål – hvad er det mennesket kan og skal i tilværelsen.
Meget tyder dog på, at Dams optimisme på menneskehedens vegne i Alrune kan ligge på et lille sted, fordi disse særlige indsigtsfulde mennesker kun formår at flytte lidt og sidste ende alligevel ikke rigtig noget.

Metafysikeren Dam
Et andet interessant aspekt i Alrune-teksten er den omtalte iboende trang eller stræben, der omtales og som er et markant tema i hele Dams forfatterskab, nemlig forestillingen om, at der må være en mening med livet. Og netop dette ultimative tema kan på mange måder siges at være en af ambitionerne i Dams forfatterskab. Der er naturligvis tale om et metafysisk aspekt, når Dam taler om en indre stræben eller higen. Dams indsats består i gennem sine poetiske lignelser at indkredse, hvad denne higen er. At den er, er for Dam indlysende såvel fysisk som metafysisk realitet, for det er en higen, en stræben efter at realisere vores potentiale som mennesker. Det kan der åbenlyst være mange forskellige bud på, hvad kunne være, men alle mennesker stræber efter en mening med deres tilværelse. Det er denne stræben, som han beskriver i skilderiet om Alrune, og som kunne være at rejse retfærdighedens rige på jord. Det er sket mange gange gennem historien, at nogen ud fra de bedste hensigter har forsøgt det, men i reglen er det slået fejl og ofte er det endt i sin modsætning. Alrune formår heller ikke at fastholde denne tilstand, der i yderste konsekvens kan betegnes som en slags paradistilstand, og hver gang afløses selvopofrelsen af egennytte og magtsyge. I den henseende er Dam dybt skeptisk.
Dams forestillinger om personer, der som Alrune eller røveren har en indsigt, der rækker ud over det egennyttige, kan i høj grad minde om Friedrich Nietzsches forestillinger om overmennesket. Netop Nietzsche er en af de filosoffer som Dam selv har nævnt havde stor betydning for ham.

Nietzsche og Dam
Alrune-skilderiet handler om den evige konflikt mellem idealitet og realitet, mellem ånd og materie. I Alrune er disse begreber tæt forbundne og må forstås som to sider af samme sag. Afstanden mellem fx solidaritet og magtsyge er hårfin, og fordi mennesker i modsætning til den golde og rene Alrune ikke altid kan skelne mellem godt og ondt – vil det gå galt.

Skilderiet om Alrune er således et skilderi, der ender i resignationen. Der er ikke noget håb. Det er en illusionsløs skildring af en indretning i mennesket. Blandt menneskene bor måske nogle rene sjæle – en tanke der kunne minde om Nietzsche, dvs. en slags overmennesker, der formidler kontakten mellem mørket og lyset. Hos Albert Dam og i Alrune er spørgsmålet dog om disse overmennesker kan frelse verden – kigger vi på Alrune, så er hun jo trods sin renhed gold en tragisk figur. Alrune er helt klart en afvisning af Nietzsches overmennesketanken fx i Således talte Zarathustra, som den sene Nietzsche også selv forlod.

Menneskeånden, der ligger bag al succes, men som let forvandles til magtsyge og egenkærlighed. Det er ligeledes en fortælling om, hvordan kontakten mellem lyset og mørket spiller en rolle, at selv guldet visner i solen, at mørket og skyggen også er en uadskillelig del af helheden, og at når vi blot vil se lys og have lys (og succes) – så havner vi i ufriheden og gold materialisme. Det er et skilderi med nietzscheanske undertoner med et klart skær af tvivl. Mennesket magter ikke opgaven.

Sondrup-trilogien

Da Gud kom til Hundslund

I begyndelsen var der noget. Men hvad? Sådan begynder første del i Henning Mortensens Næb og klør første del af hans Sondrup-trilogi. Tonen er slået an og undervejs skifter bogen mellem det højstemte og det banalt dagligdags omkring Ludwig Kaas Larsen ynkelige slankekure. Det er en bog, hvor krimiintrigen mest fungerer som et alibi for at fortælle en anden historie, der knytter an til det mytiske, der i Mortensens verden er nært knyttet til humoren.

Handlingen i Næb og klør udspiller sig i de små ofte oversete provinssamfund. Denne gang er det egnen omkring Sondrup i nærheden af Horsens, der får liv gennem en række mærkværdige personer.

Veloplagt humor

Fra første side forføres læseren ind i dette univers i kraft af den sproglige veloplagthed tilsat en masse humor og fortælleglæde. Der nu og da afbrydes af forfatteren, der bryder ind og kommenterer sin egen fortælling. Bogens handling er som sagt bygget op om et kriminalistisk plot. Selvom det hurtigt bliver klart, at Henning Mortensens univers er mere rummeligt end et traditionelt naturalistisk krimi-univers. Således svæver en af bogens hovedpersoner Rene Munkholm bogstaveligt talt som en engel mellem liv og død, himmel og jord efter det overfald i skoven, der sætter bogen i gang.

Udløsning

Vi føres ind i et tilsyneladende trivielt landsbymiljø, hvor alt ikke er, som det plejer at være. Vi møder en række mere eller mindre mærkelige personligheder som arkitekten Rene Munkholm, Den sorte Seneca (Nuri Ibn Ali, der beskrives som fremmed fugl), opdageren Bente Møller, der siden sin barndom har interesseret sig for detektiver og den slags, Ludwig Kaas Larsen, der gennem hele bogen forsøger at tabe sig, men med en rygrad som en søpølse, går det ikke ret godt. Vi møder tabertypen Benny og flygtningepigen Pava, men også den uhyggelige Immanuel Post samt den livbekræftende konditor-kunstner Johannes Kriegbaum Lind, og orglet som han aldrig er helt tilfreds med og tilføjer nye rør fremstillet af cykelpumper og materiale fra sanerede toiletter og badeværelser. På orglet komponerer han, og derudover laver han naturligvis kager, men hvilke kager: Det overdimensionerede lem er stift som et økseskaft. Han bøjer sig frem og kanter det med besvær ud af bukserne og giver sig til at behandle det med sikker og øvet hånd. De osende fantasier hjælper saften ud, og snart sprøjter Johannes en deciliter sæd ned i en hvid plasticskål. Bagefter pisker han den let gullige sperm sammen med nogle æggehvider. Han har allerede i tankerne opfundet en ny sød kage. Konditoren Johannes er en af bogens og de små samfunds originaler, hvis store vitalitet får ham til at røre sin sæd op i sine lækre kager, der spises med stor appetit i byen. Johannes bliver billedet på alternativ kunstner, der udløser livskraft til de øvrige, dels i form af musikken dels i form af kagerne, der spises med stor appetit.

Danmark anno 2005

Gennem disse personer og deres indbyrdes relationer tegner Mortensen et indirekte portræt af Danmark omkring 2005. Næb og klør er således på én og samme tid en krimi og en samtidsroman. Men det er også mere end det, fordi kriminalplottet blot tjener som alibi for en anden og vigtigere historie, således kommer afsløringen af gerningsmanden tidligt og overraskende er det egentlig heller ikke. Bogens univers og de fantastiske elementer bryder med samtidsromanen og denne genres traditionelle realisme. At det er det store register, der trækkes ud vidner nogle overvejelser omkring sproget om, idet sproget sammenlignes med en gammel by, der er omgivet af regelmæssige gader og ensartede huse, hvor man let kan finde vej, hvis man behersker teknikken, de filosofiske problemer opstår ikke dér, men i den gamle del af byen og har formen: Jeg finder ikke ud.

Romanens samtidsdiagnose er til gengæld ikke god i den forstand, at det ikke står godt i landsbyen/Danmark, der er grebet af frygt i form af den tilsyneladende tilfældige dolkning i skoven. I videre forstand handler det om Danmark, som en del af vesten, der er ramt af frygt ikke mindst konkretiseret med 11. september 2001.

Tilværelsens grundvilkår

Det er en bog, der handler om den gamle verden og en ny. Den gamle er frygtens, og den ny er håbets verden. Det er en bog, der handler om døden: denne altopslugende nådesløse, allestedsnærværende løsgænger: døden! Tilværelsens grundvilkår. Bogen handler også om mødet mellem to kulturer bl.a. den bosniske Pavas og danske Bennys møde og forelskelse, og i videre forstand mellem islam og kristendom. I landsbyen orkestreres frygten af den intelligente Immanuel Post som den fundamentalistiske kristne (navnet betyder også ”Gud er med os” på hebræisk), der mener at alt er led i en større plan, hvorfor han ser det som et magtbud at overfalde dem, der står i vejen for denne større plan.

Ved at mikse disse genrer godt sammen har Mortensen fået skrevet en roman om frygten for døden, men også om et håb, der peger fremad. Det handler om et minisamfund, der går i stå fordi frygten rammer dem, hvilket i bogen helt konkret er den overfaldne arkitekt Rene Munkholm, der ligger i koma i et år.

Rebirth

Frygten lammer, det er overvindelsen af frygten, og forestillingen om at se tingene i fugleperspektiv, der rummer et håb. På den måde har Henning Mortensen skrevet en opbyggelig historie, der med sin gentagne hentydning til genfødsel i form af Rene, der vender tilbage som en blødere og sanseligere mand og konditor Johannes, komposition Rebirth, opus 1, der beskrives på følgende sansemættede facon: Så snart forlader Johannes sit på papir nedfældede partitur og udfolder sit geni som aldrig før, mens orglet fiser og hyler og knager som et spøgelsesskib i orkan, denne genfødsel får næsten karakter af noget endnu højere, det er, som om Gud har lagt øret til Hundslund for en stund, denne opvågnen er ophøjet til genopstandelse, en genopstandelse, en indian summers sjælevandring, der har mere end med selve Rene Munkholm at gøre, skønt hans tilfælde af alle bliver betragtet som et sandt under.
Der er i bogen en forbindelse til det sublime og det metafysiske, og hele historien synes at være en variation over den kristne grundfortælling om overvindelsen af frygten/djævlen og håbet, genfødslen og generobringen af troen på det gode etc. Et andet eksempel på dette finder man i slutningen, hvor Pava fortæller Benny, at hun vil tatoveres – han forestiller sig, at hun vil have en ålekrage på skulderen, men i stedet vil hun have en ørn, hvilket jo netop understreger, at selvom vi blot måtte være ålekrager, så kan vores ideal godt være den modige ørn. Verden er måske alligevel mere end tingenes tyranni. Eller som der står: Den gamle tid er forbi. Der kommer en ny tid. En happy end lurer, men derved bliver det (heldigvis) ikke – bogen ender med ordene og kort efter begynder vanskelighederne.

Afrunding

Bogen vinder ved den sproglige veloplagthed, de store temaer, som den tager op med et glimt i øjet, mens den lidt politiske korrekte slutning er lidt skuffende. Man savner en dybere analyse af Immanuel Post, der jo er ondskabens intelligente repræsentant, men netop Immanuel fremstilles ret overfladisk, og hans mest fascinerende karakteregenskab hans overbevisning, må vi gætte os til hvor kommer fra – men det er slemt at være fundamentalist kristen som islamisk – er vi ikke i tvivl om.

Fuglene spiller overalt den afgørende rolle i bogens symbolik dels i titlen, og dels i de tilbagevendende ildevarslende og forhadte ålekrager, der spiller en rolle rent konkret som de sorte fugle ulykkesfugle, men som også fungerer som billede på frygten for de fremmede, frygten for fremtiden. Dertil naturligvis også den kunstige fugl, der spreder skræk og rædsel. Men lige såvel som fuglene betegner frygten, er det også blandt fuglene at håbet lever. Håbet om at lære af fuglene hvorved verden måske kan reddes, hvis vi tør se til himlens fugle og låne deres perspektiv på verden, hvorved forskellene og kilderne til had og ondskab formindskes, mens menneskenes ligheder træder des tydeligere frem.